MAX IV

Månedens partner: MAX IV

MAX IV

Vi har startet 2017 med at tale med Jesper Andersen fra MAX IV laboratoriet i Lund. Jesper er Physical Science Director og fortalte om MAX IV’s nye strålerør og hvad han mener, projektet giver af muligheder for forskningen i ØKS.

MAX IV i Lund er et forskningsanlæg, der bruger synkrotronlys til at kigge på materialer af alle slags. Det åbnede i juni i 2016 og erstattede dermed det eksisterende laboratorium bestående af MAX I, II og III lagerringene, som blev lukket i 2015. MAX IV-laboratoriet arbejder med mange forskningsfelter baseret på anvendelse af synkrotronstråling for eksempel kemi, fysik, biologi, geologi og medicin.

Sommerskoler, vejleding og nye kontakter
MAX IV er med i delprojektet MAX4ESSFUN, og jeg spurgte Jesper hvilke aktiviteter i projektet, de har en rolle i.

”Vi er engagerede i seks måneders eksperimenterne med PhD studerende eller andre unge forskere, som kobles sammen med ansatte her på MAX IV, der typisk arbejder på vores beamlines og kan vejlede de yngre forskere i brugen af metoderne. Derudover er vi med til at arrangere workshops og sommerskoler, og sammen med ESS planlægger vi en workshop i marts ’17, der handler om, hvordan Industrien kan få nytte af anlæggene i deres forskning og udvikling af produkter.”

Forventningerne, til hvor stor nytte forskningen både i industrien og på universiteterne kan få ud af MAX IV og ESS, er høje. Og ønsket om at understøtte alle de afledte effekter i samfundet omkring anlæggene er hele baggrunden for vores store Interreg-projekt. Men hvilke gevinster mener du, at I på MAX IV kan høste ved at være med i projektet?

”Vi har først og fremmest fået øget vores netværk blandt forskere i regionen, dels ved at konsolidere gamle kontakter og fået en del nye. Og dette netværk vil i fremtiden gøre det meget enklere for forskere i ØKS-området at få adgang til vores anlæg. Alle i hele verden kan søge om at bruge vores facilitet, men med dette projekt får vores region en fordel, fordi vi på MAX IV tildeler tiden ud fra, hvordan vi vurderer muligheden for gennemførsel og den videnskabelige excellence. Jeg mener, at vi styrker begge dele gennem dette projekt. Desuden udvider projektet andelen af forskere, som kender til metoderne og fordelen ved at bruge synkrotronlys i forskningen.”

Fremtiden er lys
Projektet har kørt i ca. 17 måneder nu, og I har været med hele vejen. Er der noget ved projektet og samarbejdet, der har overrasket jer?

”Jeg er blevet overrasket over, hvor stor interessen har været fra nye forskningsområder for at være med i projektet. For eksempel har vi en del nye forskere med fra lægevidenskab.” fortæller Jesper og fortsætter ”et af initiativerne indenom projektet er at opbygge en database over forskere, der arbejder med disse metoder. Derfor vil vi også efter projektet have øget både det personlige netværk men også have et konkret værktøj, som vi og andre kan bruge, når forskere vil kobles sammen.”

MAX IV vil snart have plads til flere nye forskere på deres anlæg. I løbet af foråret åbner de nemlig tre nye strålerør og åbner desuden op for, at almindelige brugere kan begynde at anvende anlægget. Indtil nu har dette været begrænset til specialisterne og anlægget selv.

Fra MAX IV er Jesper Andersen og Katarina Norén med som repræsentanter i Steering Committe og i den centrale koordination af delprojektet, og derudover er flere forskere engagereret i MAX4ESSFUN som vejledere for 6 måneders eksperimenterne og i planlægningen af workshops og sommerskoler.​